Der var engang, jeg troede, jeg var super introvert. Det havde jeg bildt mig selv ind. At sådan var jeg. End of story. At jeg var sådan en lidt menneskesky særling og egentlig helst ville slippe for andres vurderende øjne. Det var den historie, min hjerne fortalte mig igen og igen. Og de tanker gjorde det bestemt ikke nemmere at kaste sig ud i disciplin netværk. Så jeg lod være. Og rullede med øjnene når andre fortalte om alt det, deres fantastiske netværk kunne hjælpe dem med. Hvilke døre de kunne åbne. Jeg tænkte stadig, at netværk ikke var for mig. Stædig, ja. Frustreret over at have låst mig selv inde i "kan ikke netværke" kassen. Ja!
Døden er en kæmpe inspiration til at turde
Heldigvis er jeg bange for at dø. Heldigvis? Ja, når jeg hører om et ungt menneske, der bare fra den ene dag til den anden dør af kræft fx, så sætter dødsangsten ind. Hvad hvis jeg ikke når at lade hænderne glide over Taj Mahal og mærker Indiens varme krydrede duft kildre næsen - smage på alt deres fantastiske mad? Hvad hvis jeg arbejder med noget, jeg ikke brænder for? Hvis jeg glemmer at sige til de nærmeste, at jeg elsker dem? Døden er en stor motivation for mig til at skynde mig at prøve en masse af - og fejle - men vinde mere end at fejle. Målet er at ligge den sidste dag og vide, at man har turdet alt. Og måske nok fået klemt fingerne i brevsprækken nogle gange. Men man har vovet noget. Haft modet til at satse. Og når alt kommer til alt, hvad har vi så at tabe? At de andre griner? Så har du allerede givet dem noget. Klap dig selv på skulderen. Intet i verden er mere inspirerede, end dem der tør gøre noget andet end alle de andre. Så kast dig ud i det - not matter what you want to try! Når folk griner, er det ofte fordi, de ved, de selv har låst sig inde i en "kan ikke kasse". Og de er bange for ikke at komme ud. Måske du endda inspirerer andre til at turde mere. Fordi de ser, det er ok at fejle - og at man lærer noget af det.
Og en sidegevinst er, at historier hvor alt går galt, de er meget stærkere og bedre historier dem dem, hvor alt bare går helt fantastisk og efter planen. Tænk på folks ferieoplevelser! Jeg vil til enhver tid 1000 gange hellere have en bordherre, der fortæller mig en time om en rejse, hvor alt kiksede, end hvis han bruger tiden på at rose hotellet, maden, betjeningen. Det er bare en, i mine øjne, svagere historie. Vores hjerner elsker nemlig konflikter. Både i fiktionens verden - og i den virkelige verden. Gå bare ud og skab dig gode historier. Skab dig lidt. Det må man godt.
Hvordan tager man første skridt?
Det startede med en rejse med bus til Paris. Alene. Jeg ville ned og tale fransk. det tager 18 timer at komme fra Århus til Paris. Også god tid på hjemturen. Perfekt - masser af tid til at tænke i. Sugede inspiration til mig og gik på opdagelse. Jokede med gadehververe, der ville have støtte til Amnesty : "Pardon, mais je suis touriste!" svarede jeg fornøjet. Blev inviteret ud for at høre sælgeres band spille om aftenen.
Købte også en smuk notesbog til alle de nye indtryk. Den duftede af røgelse og mystik. Jeg skrev alt det op, jeg gerne ville. Jeg gik ide-cracy, og vel hjemme igen begyndte jeg at realisere de bedste af dem. Med hjælp fra andre.
I det lokale beboerhus fik vi arrangeret Jazzet fredag - med lækker jazz og lækker rødvin for en slik. Jeg stod for PR - en kendte musikerne, en anden havde en bonusfar, der var vinimportør. Fantastisk rødvin! Vi havde håbet på 20 fremmødte. Plagede venner om at komme! Der kom nok omkring 55-60. En succes! Det lykkedes at lave noget for lokalområdet, der rykkede. Det gav kontakter til søde kreative mennesker. Og mere blod på tanden end 5 års uni-uddannelse tilsammen. Vi kunne lave noget - sammen. Den helt store forskel var, at jeg handlede på det, jeg havde lyst til. Kunne ikke lade være. Den energi smittede gutterne i beboerhuset, så de gad være med, selvom de aldrig havde mødt mig før. De kunne se det samme som jeg kunne se - det var fundamentet.
At netværke er lidt som at lære at stå på ski...
I dag er jeg blevet så dygtig til at netværke og bygge relationer, at jeg ligefrem har lyst til at undervise andre i det. Nu kan jeg virkelig godt lide det. Og jo mere man gør det - desto bedre. Jeg vil gerne hjælpe andre med at komme i gang - og vise at man kan finde sin helt egen stil. Og man kan øve sig i at small talke med fremmede - det kan læres. Ligesom at stå på ski. Det er muligvis ikke elegant til at starte med - men lige pludselig opdager du, at du bare lytter og spørger - uden hele tiden at se dig selv udefra. Uden at føle man skal have et svar klart til den anden. Du er bare i et nysgerrigt rum sammen med den anden, hvor I går på opdagelse i, hvad den anden er for en. Det her kan læres. Af alle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar